Når pris og økonomi vægtes højest på herberger, risikerer man at skære i det, der er sværest at måle, men som gør den største forskel for hjemløse borgere: Kompetente medarbejdere, tid til relationer og specialiserede indsatser.
Et nyt lovforslag om herberger er i øjeblikket på vej gennem det politiske system.
Lovforslaget blev fremlagt af SVM-regeringen i efteråret 2025 og er lige nu genstand for politiske forhandlinger.
Formålet er at skabe bedre styring, større gennemsigtighed og en mere ansvarlig anvendelse af offentlige midler på hjemløseområdet.
Alle disse ambitioner deler vi i Sammenslutningen af Boformer for Hjemløse i Danmark (SBH), men vi er samtidig bange for, at midlet bliver værre end målet. For hvis pris, som meget tyder på, bliver det afgørende kriterium fremover, risikerer vi at sætte kvaliteten over styr i en indsats, hvor faglighed, relationer og stabilitet er altafgørende.
Billigst er ikke bedst
Lovforslaget lægger nemlig op til, at ikke-kommunale herbergspladser fremover skal konkurrenceudsættes gennem udbud.
Det vil i praksis betyde, at aktørerne skal konkurrere om at levere pladserne, og at prisen får en central rolle i vurderingen.
Det kan lyde som sund fornuft, men i virkeligheden rummer det en grundlæggende risiko.
For når økonomi vægtes højest, skabes der incitament til at skære i det, der er sværest at måle, men som faktisk gør den allerstørste forskel for borgerne. Kompetente medarbejdere, tid til relationer og specialiserede indsatser.
Herberger er ikke en standardydelse. Mennesker i hjemløshed har vidt forskellige behov og kræver en bred vifte af tilbud. Netop derfor har vi gennem årene udviklet en lang række paragraf 110-tilbud til forskellige målgrupper.
Den mangfoldighed er truet, hvis pris bliver styrende. Mindre og specialiserede tilbud risikerer således at blive presset ud til fordel for større aktører med administrative ressourcer og kapital til at vinde udbud.
Det er bekymrende, fordi mange af de mindre, non-profit tilbud gennem årtier har opbygget specialiseret viden og tætte relationer til borgerne.
Deres styrke er netop fleksibilitet, lokal forankring og kontinuitet. Kvaliteter, der er svære at prissætte, men som er helt afgørende i praksis.
Resultatet kan i vores øjne blive færre aktører, mindre variation og en dårligere evne til at matche den enkelte borgers behov.
Usikkerhed svækker indsatsen
Lovforslaget indebærer også, at opgaverne sendes i udbud hvert sjette år. Det skaber en grundlæggende usikkerhed i en sektor, hvor stabilitet er afgørende.
For hvordan investerer man i bygninger, udvikler metoder eller fastholder dygtige medarbejdere, hvis man ikke ved, om man eksisterer om seks år?
Udfordringen skal ses i lyset af, at relationer og kontinuitet ikke er luksus for mennesker i hjemløshed. Det er en forudsætning for, at indsatsen virker. Hyppige skift i drift og organisering risikerer derfor at ramme borgerne direkte.
Lovforslaget indeholder desuden en ny model for kapacitetsstyring, hvor antallet af pladser fastsættes regionalt. Tanken er i sig selv fornuftig, men den hviler på et utilstrækkeligt datagrundlag.
Hjemløsetællinger er øjebliksbilleder, og vi mangler stadig solid viden om faktiske behov, bevægelser og afvisninger. Samtidig varierer behovet både geografisk og over tid.
Hvis kapaciteten fastlåses på et usikkert grundlag, risikerer vi flaskehalse og afvisninger af borgere med akut behov. Det strider mod selve idéen med herberger: At man kan få akut hjælp, når man har brug for den.
Løsningen er skruet forkert sammen
I SBH anerkender vi behovet for økonomisk ansvarlighed, men vi mener også, at den foreslåede løsning er skruet forkert sammen.
Hvis vi fremadrettet vil styrke området, bør vi i stedet sikre, at kvalitet vægtes mindst lige så højt som pris i alle styringsmodeller. Derudover skal vi fastholde og styrke non-profit-strukturen, så midlerne går til borgerne og ikke til profit.
Vi skal afvente og evaluere eksisterende reformer, før vi indfører nye, vidtgående styringsgreb. Og så skal vi opbygge et mere validt datagrundlag, før vi fastlåser kapaciteten.
Vi må ikke acceptere, at fokus flyttes fra mennesker til mekanismer. Derfor er vores klare opfordring til Folketinget og den nye regering, at vi bliver nødt til at stoppe op og lytte til praksis.
Det er nemlig stadig muligt at justere kursen. Det kræver blot, at vi insisterer på, at kvalitet og mennesker vejer tungere end pris.
