Årsberetning 2009Hjemløshed har mange ansigter: Formandsberetning 2009 Hjemløshed har mange ansigter, både i bogstavelig forstand, men så sandelig også i form af mange problemstillinger, alt efter hvem der ser på det, og hvor man kigger hen! Gruppen af borgere, som er berørt af hjemløshed, er uhomogen, hvilket gør arbejdet med hjemløshed mere kompleks og kræver et højt fagligt niveau, samt en meget stor mangfoldighed i de tilbud og løsninger, der skal iværksættes for at skabe positive resultater og sikre nogle værdige vilkår for borgeren. I denne beretning vil jeg på bestyrelsens vegne forsøge at identificere nogle problemfelter, som vi mener, er relevante for vedkommende for vores fremtidige arbejde. Hver lørdag i radioen, har Mads Steffensen programmet: ”Mads og monopolet”. Idéen er, at Mads har inviteret et panel af kendte danskere i studiet, og så skal lytterne skrive eller ringe ind med alverdens dilemmaer, som panelet så kan komme med deres forskellige løsningsforslag til. Lige nu er vi midt i det største dilemma for kommunerne. Næsten alle kommuners økonomi er elendig, mange risikerer at blive sat under administration, så der skal prioriteres kraftigt i kommunerne for at få økonomien til at hænge sammen. Vores dilemma er, at efter kommunalreformen er vi blevet mere lokalt forankret og en del af et prioriteringsspil sammen med bl.a. rundkørsler - tagrender og selvfølgelige ældre- og børneområdet. Når vi ved, at der er et kommunalvalg lige om hjørnet, kan der være stor sandsynlighed for at mange kommuner vælger den letteste løsning – at spare på specialområderne, da vi ikke har en brugerorganisering, som har samme tyngde og stemmekraft som f. eks. ældresagen. Måske burde vi sende dilemmaet indtil Mads og monopolet for at finde en løsning? Bestyrelsen ser allerede nu tendenser i retning af besparelser. Vi ser bl.a. kommunerne hjemtager borgere fra specialiserede tilbud for at placere dem i egen bolig med §85 støtte. Som udgangspunkt kan man sige, at intensionen er god og ligger fint i tråd med hjemløsestrategiens ”housing first” tankegang. Problemet er bare, at det ofte ikke er brugerens ønske. Desuden sker der det, at når boligen er klar, har kommunen ikke de medarbejdere klar som skal leverer §85 ydelsen. Det betyder, at brugeren ikke har de støtteforanstaltninger, som skal til, samtidig med at de er dybt frustrerede over, at den løsning, som de profiterede af, fjernes. Dette billede underbygges ligeledes glimrende i en artikel i Politiken den 6/9-09 af Steen Viggo Jensen, (Sands rep. i rådet for socialt udsatte), hvor han påpeger det samme. Bestyrelsen er derfor især glad for at hjemløsestrategien skal afprøve forskellige metoder til bostøtte, så vi forhåbentlig kan få lettet adgangen til det og den kvalitet i støtten, som brugeren har behov for. Økonomi, takster, rammeaftaler og statsrefusion. Disse punkter har fyldt meget i bestyrelsen i det forgangne år, det er vores oplevelse at lovgivningen og bekendtgørelsen forvaltes vidt forskelligt og ofte forkert. En af grunden til, at vi har særlig fokus på økonomien er, at statsrefusionen er særlig værdifuld for brugerne. Den er med til at sikre at de kan modtage et tilbud, uanset hvor i landet de henvender sig. Hvis Statsrefusionen sætte under pres, grundet af uretmæssigt brug, kan det betyde at nogle at grundpillerne i vores arbejde forsvinder, her tænker vi især på selvmøderprincippet og det at tilbuddene er landsdækkende. Skrækscenariet ville være, at statsrefusion forsvandt, det ville har fatale konsekvenser for den hjemløses muligheder for at vælge i blandt mangfoldigheden af tilbud. Det er vores oplevelse, at kommunerne opfatter rammeaftaler, som de har indgået som værende højere end den lovgivning, som eksisterer. Vi har eksempler på følgende:
Bestyrelsens opfattelse af økonomien, omkring det at drive en §110 boform, er relativ enkel. Vi mener som udgangspunkt, at det at drive et §110 er en 0 kroners udgift for den kommune, som driver det. Forstået på den måde, at såfremt det udelukkende er borgere fra andre kommuner end den kommune, som driver tilbuddene, der benytter tilbuddene, vil det ikke koste driftskommunen noget. De kommuner, som benytter tilbuddene, betaler den fastsatte takst for tilbuddene, og driftskommunen beholder den fulde takst. (Jfr. kapitel 31 i lov om social service og bekendtgørelse nr. 1391 kapitel 4). Der, hvor forskellen er, mellem et §110 tilbud og et 100% kommunalt finansieret tilbud er, at de kommuner som benytter et §110 tilbud, kan søge staten om refusion af den takst, som de betaler til driftskommunen svarende til 50% af den samlede takst, som er oplyst på tilbudsportalen. Hvorimod de kommuner, som benytter et rent kommunalt tilbud, betaler den fulde takst uden refusion. Det betyder også, at den kommune som driver et §110 tilbud, kan anmode om refusion på egne borgere, som benytter tilbuddet. Dvs. at den kommune, som driver et §110 tilbud, kun har en udgift i forhold til tilbuddet på den andel, de selv bruger og kan endda få halvdelen af udgifterne tilbage i statsrefusion. Eksempel: §110 - tilbud De samlede omkostninger til en §110 boform er 10.000.000 kr. Taksten udregnes til at være 1000 kr. pr. døgn Alle kommuner, som benytter boformen betaler derfor 1000 kr. i døgnet pr. bruger til driftskommunen, som beholder taksten til at betale de samlede omkostninger med. Driftskommunen betaler også 1000 kr. i døgnet pr. bruger. Hvis driftskommunen i løbet af året f. eks har benyttet boformen i 100 døgn, har de indbetalt 100.000 kr. Derefter søger de staten om refusion på de 100.000 kr. og får 50.000 kr. retur fra staten. Ud af de samlede omkostninger af driften af boformen, har driftskommunen reelt set kun en udgift på 50.000 kr. dette år. Næste år kan den selvfølgelige variere alt efter, hvor mange døgn en driftskommunes borger benytter tilbuddet. Skulle boformen præstere et overskud, så skal dette benyttes til at reducere boformens takst senest to år efter. Denne eneste mulighed for at udligne et overskud på tværs af tilbud, er hvis driftsherren har mere end et §110 tilbud. Det er især fortolkningen af regler om underskud og overskud som volder problemer og forvaltes meget forskelligt. Af bekendtgørelsen fremgår det ligeledes, at man kan udligne overskud/underskud indenfor tilbuddet eller typen af tilbud. Typen af tilbud er en meget uklar formulering. Og når vi kan konstatere at næste alle kommuner mangler penge, kunne de let fristes til at fortolke regler ”for” bredt. Vi har forespurgt ministeriet om en præcisering af dette. Og vi fik følgende svar : ”Den lidt ”løse” formulering af, hvad der forstås ved ”typen af tilbud”, indebærer, at der er overladt et vist skøn til kommunen til at fastsætte, hvad der forstås ved ”typen af tilbud” og dermed, hvornår typer af tilbud kan erstatte hinanden og, hvornår forskellige tilbud kan ”puljes” i forbindelse med takstberegningen. ” Umiddelbart kan vi ånde lettet op, når det gælder §110, men mange boformer driver også tilbud efter §103, 107 og 108. Her tænker vi især værksteder og alternative plejehjem. Denne løse formulering gør at kommunerne kan fortolke dette meget forskelligt og kan betyde at midler, som er målrettet arbejdet med hjemløse, kan overføres til andre tilbud i kommunen. Bestyrelsen har påpeget disse problemstillinger omkring taksterne for ministeriet og har et meget stor ønske om, at der udsendes et nyt hyrdebrev, som præciserer, hvordan kommunerne og regionerne skal administrere reglerne om omkostningsbaserede takster for vores område. Erfaringerne fra tidligere breve har vist, at de skaber klarhed og er en stor hjælp for både boformer og kommuner. I dag bruger næsten alle boformer unødig tid på problemerne med takster, og den tid forsvinder fra de kerneydelser, som vi leverer. Allerede i 2007 skrev SBH et høringssvar til bekendtgørelsen. Vi problematiserede, at der skal ske en modregning af under/overskud senest 2 år efter. Det vil have en uheldig indvirkning på boformerne/institutionerne, da overskud/underskud typisk indgår i en langsigtet investeringsplan for vedligeholdelse og renovering af boformerne/institutionerne. Hvis bekendtgørelsen gennemføres, som den er formuleret, mister boformerne/institutionerne handlefrihed og muligheden for langsigtet økonomisk planlægning. Risikoen vil ligeledes være, at nogle vil bruge deres budget lige til grænsen. Lidt som før i tiden, hvor militæret sidst på året kørte uhæmmet mange kilometer i deres køretøjer, for at være sikre på at deres budget ikke blev nedjusteret. Vi kan blot konstatere, at vores bekymring ift. takstfinansieringen holder stik, og at det besværliggør driften af tilbuddene og en langsigtet økonomisk planlægning. De hjemløses situation: Som tidligere nævnt er hjemløshed en mangfoldig størrelse, som typisk indeholder psyko-sociale problemer, misbrug og en kaotisk økonomi. Derfor er det meget positivt, at regeringen har iværksat hjemløsestrategien, som kan sætte nogle nye initiativer i gang, især metodeudviklingsdelen finder vi interessant. Vi håber, at de erfaringer, som opsamles via strategien, kan bruges til at dokumentere, hvilke metoder der giver effekt og viderefører ”best practice”. Hvis man tager de kritiske briller på, kan man sige, at ønsket om at benytte ”best practice” modellen, har en indbygget fare, hvis vi fastholder, at hjemløsheden er mangfoldig. Så er det ikke sikkert, at den metode som har en given effekt et bestemt sted på et givent tidspunkt, kan have samme effekt et andet sted. Der er mange faktorer, som kan spille ind, f.eks. lokale forhold som:
Jeg håber derfor, at vores oplægsholder senere i dag, kan være med til at skabe en debat om, hvordan vi benytter de erfaringer, som opsamles til at skue fremad i metoder og tilgang - frem for en lidt mere tilbageskuende tilgang. Vores håb er at oplægget, kan give os et innovativt spark, så vi kan gå skridtet videre fra ”best practice” til ”next practice”. Hjemløsestrategien bygger på de oplysninger, som den første hjemløsetælling i 2007 leverede. Den anden hjemløsetælling er næsten lige kommet på gaden, og den viser et uændret billede af antallet af hjemløse, og at misbrugsproblemer og psykisk sygdom er meget udbredt blandt hjemløse. Det er ifølge undersøgelsen disse to faktorer, der er hovedårsagen til hjemløshed. Men også økonomiske problemer og udsmidning fra den tidligere bolig tæller med blandt årsagerne. Hvis man dykker lidt længere ned i de to tællinger, er der nogle dilemmaer, som vi finder relevante at sætte fokus på. Bl.a. er der sket en forskydning af, hvor de hjemløse befinder sig. Dette kunne give anledning til at kritisere, at de otte kommuner, som er udvalgt, måske ikke er dem, som er mest belastede. Tællingen i 2007 var midt i den største kommunalreform i flere årtier, og det havde betydning for organiseringen eller mangel på samme, og det kan have gjort, at materialet vedr. tællingen ikke er kommet frem til de relevante fagpersoner. Omvendt mener bestyrelsen egentlig, at denne diskussion er uinteressant, da hovedsagen er, at der bliver igangsat eksperimenter til at finde nye veje ud af hjemløsheden, og så er det i bund og grund ligegyldigt om, det er det ene eller andet sted dette foregår. Til gengæld er der 2 vigtige parametre, som ikke fremkommer tydeligt i strategien, som har stor betydning for arbejdet:
Desuden kunne det være interessant hvis man havde lavet en måling på hvor meget §85 støtte brugerne tildeles eller om de overhovedet benytter § 85 i kommunerne. Økonomi: Erfaringen fra mange boformer er, at næsten alle brugere, ønsker hjælp til frivillig økonomisk administration af kontanthjælp, pension eller løn. Beboernes og efterværnsbrugernes ønske om frivillig administration, er en genspejling af de økonomiske forhold, som de ser ud for den enkelte, når de flytter ind på bofomen. Økonomien er kaotisk i forhold til den enkeltes overblik over egen økonomi, og økonomien er kaotisk i forhold til balancen mellem indtægter (for det meste kontanthjælp) og udgifter. I forbindelsen til beboernes gældssætning er der i dag 4 årsager som har stor betydning for deres økonomiske situation:
Den teknologiske og økonomiske samfundsudvikling har resulteret i, at enhver borger har en forventning om, at der er materielle goder, som man skal være i besiddelse af for at være en del af samfundet. Det, ikke at være i besiddelse af f. eks. en mobiltelefon, vil ekskludere mange beboere fra kontakten med andre, da de ikke kan være deltager i en kommunikationsform, som er en selvfølge i dag. På samme måde er det i forbindelse med IT, og vi som socialfaglige medarbejder må erkende, at en stor del af de mennesker vi har med at gøre i dagligdagen, betragter ejerskab af mobiltelefon og computere som en selvfølge. Dertil siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt: ”Vi kan i dag se, at flere danskere får det, jeg vil kalde en fattigdomsgæld. Den opstår for eksempel, når ressourcesvage danskere på kontanthjælp forsøger at kompensere for deres fattigdom. Så tager de et hurtig forbrugslån på nettet og køber for eksempel en computer. Men selv små gældsposter bliver hurtig større, og så bliver fattigdommen kronisk” (Politiken 16.05.09, s. 11). Det er ikke bare ejerskabet, men også brugen af mobiltelefonen og computeren, som belaster beboernes økonomi i den grad, at der ikke er ”frihedsgrader” i det månedlige budget. Mette Reissmann fra TV 3-programmet ”Luksusfælden” siger det meget rammende i samme artikel ”Her er der ingen ferie, de kan aflyse, eller ekstra vagter de kan tage. Og de skal ikke regne med at få gælden saneret. Der er simpelthen ikke noget, de selv kan stille op”. (Politiken 16.05.09, s. 11). Liberaliseringen af lånemarkedet har en mærkbar indflydelse på vores beboeres økonomi, da det i dag er muligt, selv for personer med ustabil indtægt, at låne penge (til høje renter og gebyrer). Efter RKI’s oplysninger steg antallet af ”unge mellem 18 og 20 år, som blev registreret i RKI som dårlige betalere fra 4.800 i 2005 til 5.619 i 2007.” (BT – 23.09.07, s.18) Desuden er markedet for gevinstspil blevet udvidet i den grad, at tendenser til ludomani bliver forstærket gennem netspil (odds, netpoker), og at beløbene, som der spilles om, i mange tilfælde er urealistiske i forhold til den månedlige indtægt, som vores beboere har, dvs. kontanthjælp. Desuden er det problematisk, at brugerne ofte har en massiv gæld til det offentlige, såsom gammel indskudslån, børnepenge, mv. Dette i sig selv kan være en forhindring for at komme i egen bolig, da der laves en stram vurdering i forhold til nyt indskudslån mv. Ofte stilles der krav om opsparing af en kontanthjælp, selvom man er dybt forgældet, og såfremt man ikke kan dette, vil man få afslag på sin ansøgning. Hvilket besværliggør processen om udflytning. Generelt set er erfaringer fra vores dagligdag, at kaotiske økonomiske forhold og en uoverskuelig gældsbyrde kan være så psykisk nedbrydende, at intellektuelle og følelsesmæssige funktioner bliver blokeret (eller nedbrudt), og dermed udelukker beboeren, helt – eller delvist – i at deltage i aktivering, på arbejdsmarkedet ,i uddannelsessystemet eller fastholde en bolig.. Derfor er det nødvendigt, at beboerne under opholdet gennemgår en målrettet (og til tider meget tidskrævende) økonomisk rådgivning og frivillig administration, så der ved fraflytning til egen lejlighed er udarbejdet:
Vi mener, der mangler fokus på dette i strategien, da økonomien har stor indflydelse på det at bo i selvstændig bolig. §141 Handleplan: I forbindelse med kommunalreformen og den nye vejledning flyttede man initiativet til handleplaner fra boformen til kommunen. Dette kan have betydning for den forbavsende lave andel af bruger som har en plan. Dette kan undre os, da det tydeligt fremgår af vejledningen at alle brugere Skal tilbydes en §141. handleplan. Handleplanen bør være omdrejningspunktet for brugeren, og derfor er det stærkt bekymrende at kun 17 % nævner, at de har en i hjemløsetællingen. Vi undrer os derfor over, at det ikke er nævnt, som det vigtigste punkt i strategien. Handleplanen er brugerens retsdokument, som de kan benytte til at sikre de ydelser, som de har behov for. Vi må derfor også gribe i egen barm og gøre et endnu større arbejde for at sikre, at de brugere, som vi kommer i berøring med, får udarbejdet en sådan. Vi kan ikke være andet bekendt. Men samtidig mener vi, at der er et stort metodeudviklingspotentiale i at finde nye måder til at sikre brugernes ret til en gennemarbejdet handleplan, da handleplanen bør være den gennemgående rettesnor for hvad, hvor, hvornår og hvordan den enkelte skal have af diverse ydelser. Jeg vil gerne vende tilbage til, et af de bærende elementer i strategien, nemlig ”Housing first” princippet, som ud over en praktisk foranstaltning - nemlig at anvise en hjemløs borger en bolig, før vedkommende bliver indvisiteret på en boform – også er en teoretisk og ideologisk overvejelse af, hvilken prioritering man vælger ud fra en betragtning: Hvad der er ”rigtigt – forkert” eller ”normal – unormal”. Dvs. at der ligger nogle overvejelser til grund, hvorfor man foretrækker en bolig frem for en boform, for ”at håndterede de akutte og ofte krævende problemer, mange brugere af disse boformer har”. (Vejl. Nr. 4 til SL, 152 s. 37). Beboernes sociale deroute starter og udvikler sig (bortset fra unge, som kommer direkte fra en døgninstitution for unge) i beboernes eget hjem, indtil det ender med tab af egen bolig. Den sociale deroute og overlevelseskamp, som foregår i egen bolig, kan strække sig over adskillige år, og resulterer i mange tilfælde i, at den psykosociale tilstand, misbruget og økonomien er blevet forværret i sådan en grad, at man objektiv set, ikke længere kan betragte livssituationen som ”normal”. Lige netop til betragtningerne af, hvad der er normalt og ikke normalt i forhold til det private (hjem) og boformen (vi er godt klar over at institutionsbegrebet forsvandt sammen med servicelovens indførelse, men ordet institutionen, er fortsat det mest anvendte i det danske sprog samt i forskningsmæssigt regi ), er der mange fordomme som Niels Rosendal Jensen formulerer: ”Parallelt med modstillingen mellem institution(Boform) og hjem, har vi den udbredte skelnen mellem fællesskab og selvstændighed. Mens selvstændighed betragtes som værdifuld, associerer fællesskab til sovjetisk tvangskollektivisering. Selvstændighed og privatisering tilhører den gode side, mens afhængighed og kollektivisering udgør den negative”. (Niels Rosendal Jensen, Institut for pædagogisk sociologi, Danmarks Pædagogiske Universitet – VERA nr. 17 – 2004). Som fortsættelse af denne problematik omkring det private kontra det offentlige, har Frank Bylov, med udgangspunkt i ”Grundrids af hverdagslivs-teorien” af Agnes Heller udviklet en model, hvor der er opstillet følgende begreber: Det private: frihed – hverdagslivets orden – hjemmet – ønsket om det gode liv Det offentlige: tryghed – den institutionelle orden – pædagogikken – forpligtelsen til udvikling (Frank Bylov, Foredrag ”Det (over)beskyttede hverdagsliv”, 18.03.09, University College Vest, Professionshøjskole, Esbjerg). Med udgangspunkt i den sidste model omkring ”Det private”, så er vores erfaring fra §110 området, at for de borgere, som vi modtager, har den sociale, fysiske og økonomiske deroute betydet, at begrebet frihed er forvandlet til fangenskab (f. eks. i misbrug), at hverdagslivets orden er blevet til uorden, at ønsket (drømmen) om det gode liv er blevet til mareridt. Niels Rosendal Jensen giver et bud på institutionernesfremtidige rolle i samfundet, og efter vores opfattelse også for § 110 boformerne. ”Socialpædagogik kan i sin historisk-samfundsmæssige udvikling forstås som en samfundsmæssig reaktion på den kendsgerning, at børn, unge og ældre skal lære at mestre udfordringer som er en følge af den sociale desintegration” (Vera 17 – 2004 s. 26) og han præciserer desuden rammerne for institutionernes(boformernes) opgave ”at institutioner (Boformer) faktisk gør en forskel – ud fra de muligheder og begrænsninger der altid vil være forbundet med institutioner(boformer)” (Vera nr. 17 – 2004 s. 28). §110 boformerne har udviklet deres socialfaglige indsats gennem tiderne, og ”80’erne blev startskuddet til en mere professionaliseret og specialiseret indsats. Institutionerne gik fra at være opsynsbetonede og fik et mere specifikt socialpædagogisk sigte. Mange nye og mindre institutioner så dagens lys, eksempelvis krisecentre for kvinder eller mere behandlingsorienterede tiltag. De gamle forsorgshjem og herberger blev moderniseret og tilpassede sig udviklingen – der gik i retning af særlige brugergrupper og definerede problemstillinger” (Christensen/Nok – Udvikling af hjemløseområdet – s. 6 - Konsulentkompagniet 2001) Hjemløsestrategien krav (element) om ”at der skal udvikles og testes dokumenterbare metoder til myndigheds- og leverandørniveauet med afsæt i resultaterne af indsatserne i kommunerne og den aktuel bedste viden på området” og at ”målet er, at der udvikles metoder for indsatsen overfor hjemløse, hvor der er dokumentation for, at de virker – metoder, der derfor kan formidles til landets øvrige kommuner.” (Vejledning – Velfærdsministeriet 2008 – s. 8) er efter vores vurdering endnu et skridt i den rigtige retning i forhold til udviklingen af det socialfaglige arbejde, og desuden er tiden inde for §110 området, at man vedkender sig ”et metodisk arbejde ud fra fire kriterier:
(pressemeddelelse fra SFI – 27.03.07). Ved Hjemløsestrategiens gennemførelse skal vi være meget opmærksom på balancen:
og af ”det ambulante tilbud” ved ”housing first” princippet. Det er efter vores mening hensigtsmæssigt, at vi også bygger på erfaringerne fra døgnbehandlingsområdet, hvor f. eks. antallet af behandlingsdage på døgnbehandlingsinstitutionerne er ”betragteligt blevet beskåret fra 204 dage i 1996-97 til 137 dage i 2007”. ”En gennemsnitlig reduktion i behandlingstid på mere end 2 måneder”. (Stoffri døgnbehandling 1997-2007 – Mads Uffe Pedersen – s. 36 – Center for Rusmiddelforskning 2009). Desuden forsøger samme rapport at give svar på, hvilke faktorer, der bidrager til, at behandlingen på trods af kortere opholdslængde kan lykkes. Med udgangspunkt i sidstnævnte undersøgelse, er det vores vurdering, at det er et væsentligt og vigtigt aspekt i diskussionen af Hjemløsestrategien, at vi som §110 boformer vedkender os ”institutionens(boformens) resocialiserende effekt”, også selvom dette bliver kritiseret som f. eks. af sekretariatsleder i SAND, Ask Svejstrup, som i en kommentar i ”Hus forbi” udtaler: ”I dag er det praksis, at man igennem opholdet på en boform for hjemløse (forsorgshjem, herberg eller pensionat) skal gøre sig ’fortjent’ til en bolig ved at vise, at man kan holde sig fra flasken og ellers opføre sig, som ’mor’ synes bedst. Den nye trend er altså at tildele hjemløse en bolig og så sætte gang i de nødvendige tiltag, der skal gøre det muligt at få skuden på ret køl igen” (Hus Forbi – nr. 87, Juli 2009). Lige netop den lidt naive fremstilling af ”institutionen” og romantiseringen af egen bolig, er den faglige udfordring i Hjemløsestrategien. Når det forventes af Hjemløsestrategiens mange aktører, at §110 boformerne skal være den effektive, resocialiserende og udredende faktor, som skal opnå et kvalificeret ”udredningsresultat” indenfor 3-4 måneder, så er det en forudsætning, at vi, objektiv set, har de mest optimale arbejdsbetingelser. Vi er fuldstændig enige med SAND’s udmeldinger om deres krav til Hjemløsestrategien, som f. eks.: ”at beboeren skal inddrages i udarbejdelsen af handlingsplanerne fra starten, og at beboeren først skal flyttes i egen lejlighed, når man er parat til det”. (SANDsiger, nr. 3, marts 2009 – s. 3 – Ask Svejstrup). For at efterkomme SAND’s forventninger til en god udredning, og med vores baggrund i vores dagligdag, hvor misbruget, økonomiske og psykosociale problemer præger mange beboere, kan man allerede på nuværende tidspunkt gøre opmærksom på nogle af de faktorer, som kan have afgørende indflydelse på udredningsprocessen:
”Institutionen har ret til, og mulighed for, at stille krav og for at sanktionere. Netop dette samspil med beboeren udgør ”institutionens dynamik” i forhold til resocialiseringsprocessen. Institutionen skal altid vedkende sig, at den ikke kan frasige sig den ”dobbelthed (modsigelse)”, der ligger mellem begreberne ”ansvar og formynderi”,” (Engelsted, N. – 1989) og forpligtelsen til og forventningen om at forandre beboerens liv i positiv retning. Institutionens(boformens) resocialiserende rolle er ikke til stede i beboerens bolig, og det er beboernes ret at sige fra til hjælp fra det offentlige (om den er nok så berettiget og velmenende). At forene disse to verdener, er efter vores vurdering Hjemløsestrategiens store og mest interessante opgave. Når man ser på den måde, som andre lande fortolker ”housing first”, er det betydeligt bredere end den danske forståelse, da man f.eks. i Finland betragter boformer af forskellig art bl.a, §110 boformer og §107 &108 tilbud som en del princippet, så er vigtigt, at vi får drejet den danske forståelse af ”housing first” til det samme perspektiv, så det ikke bare bliver ”housing fast” i stedet for. Som sagt er der mange udfordringer at tage fat på for at optimere indsatsen og honorere den mangfoldighed af problemer, som kan kobles tæt sammen med hjemløse. Derfor synes vi også, det er ærgerligt, når vi gang på gang ser i Sandsigeren, Hus forbi mv., Sands lidt naive og forsimplede fremstilling af boformerne og brugernes indflydelse herpå. Det er min og bestyrelsens oplevelse, at der gøres et stort arbejde på boformerne for at inddrage brugerne i så mange beslutninger som muligt, og som tidligere nævnt er der sket en stor udvikling af boformerne fra det mere opsynsbetonende enevælde til en faglig og pædagogisk tilgang. Vi synes, især det er ærgerligt, for vi bør kæmpe en fælles sag: at skabe bedre vilkår for brugerne, og det mener vi, vi kan - ved i fællesskab at fokusere meget mere på, hvad der skal til, for at brugerne får et bedre og mere værdigt tilbud. Derfor kunne det være stærkt, hvis vi i stedet for problematiserede nogle af de forhold, som gør det svært at yde en optimal indsat, såsom:
Som vi ser det, bør vi kæmpe det som en fælles sag, der er langt vigtigere, hvis vi vil have bedre forhold til den hjemløse. Som jeg startede med - har hjemløshed mange ansigter, alt afhængig af hvem der ser på det. Jeg har forsøgt at give et billede af SBH´s syn på nogle at de områder, som vi finder væsentlige i debatten omkring hjemløshed. En form for plastisk operation af det ansigt, som vi ser- er nødvendigt, hvis det skal blive kønnere. Endvidere vil jeg slutte med et lille citat fra den lille prins, som jeg synes beskriver det væsentlige i en værdig tilgang til arbejdet med hjemløse: Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet. Ha´ et fortsat godt årsmøde…
Thomas Søndberg Landsformand. |
Nyheder
|
